« Tilbage

Kibale National Park

Nationalparken, Kibale Forest, ligger i umiddelbar nordlig forlængelse af Queen Elizabeth nationalparken, men består i modsætning af denne hovedsageligt af regnskov, der i store dele af parken er uberørt, høj og tæt. Skovens mest kendte beboere er ubetinget chimpanserne, som her er næsten 1.500 af. En stor gruppe på ca. 70 medlemmer er blevet studeret gennem mange år og er habituerede d.v.s. tilvænnet, at der kommer mennesker ind til dem. Disse chimpanser kan man med særlig tilladelse besøge med lokale specialguider, der også er dem, der har habitueret chimpanserne.

Sammen med nationalparkerne, Mahale Mountains og Gombe Stream, i Tanzania er Kibale nok det sted, hvor sandsynligheden er størst for at finde chimpanserne, da statistikken siger over 90% chance. I Kibale kan der ses hele 10 andre arter af aber, hvilket gør parken til en af verdens bedste på dette punkt. Nogle af disse kan ses på chimpanse-trekking, men et besøg i Bigodi-sumpen på grænsen til parken er et godt supplement, da aberne oftest er lettere at se i dette mere åbne miljø.

Sumpen er tillige et fremragende sted, hvis man er interesseret i at se nogle af områdets specielle fugle, hvor den store blå turaco og gråpapegøjen vel nok er den mest eftertragtede. Parken rummer også en del andre store dyr som f.eks. leoparder, bøfler og den lille skovelefant med de runde ører, men disse er sjældne at se i den tætte skov, hvorimod de mange smukke sommerfugle er mere synlige.

Er man interesseret i botanik, er skoven et sandt paradis, da den byder på en overvældende variation af store og spektakulære træer med 250 arter, hvoraf de gigantiske figentræer er særligt imponerende og tiltrækker mange fugle og aber, bl.a. chimpanser, når fignerne er modne. Især i rydningerne er der mange farvestrålende blomster og oppe i træerne ses orkidéer. Der er godt 300 km fra hovedstaden Kampala til Kibale, hvoraf størstedelen er på udmærkede asfaltveje.

 

Højdepunkter:

  • Chimpansetrekking ind til en af skovens chimpanseflokke
  • Det rige fugle- og abeliv i den imponerende lavlandsregnskov

Højsæson: December til februar og juni til august

HAR DU SPØRGSMÅL?

Kundeservice

Email: info@safarieksperten.dk

Telefon:56 36 25 45

Nyhedsbrev

Få vores Diamant-bog som PDF (værdi 198,- kr)

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv blandt de første til at få rejsetilbud direkte i indbakken

  • Tilbud på safarirejser
  • Afbudsrejser
  • Vores Diamant-bog som PDF
  • Safari-historier, video, konkurrencer m.m