Selv løver tager selfies

Skrevet d. 31/10-2018

Billeder er udlånt af Mashatu Game Reserve, Botswana

Vær opmærksom på fotosafari

Løver er blandt de famøse ”big five”, de lever i flok, og så går de åbenbart meget op i eksklusivt fotoudstyr. ”Løveungerne tager selfies”. Sådan lød meldingen en dag over radioen til de andre guider under et game drive i Mashatu i Botswana. Det må siges at være enhver fotografs værste mareridt at få taget sit kamera af et dyr undervejs på en safari, og i dette tilfælde havde safarigæsten kun lige hurtigt lagt sit kamera fra sig på jorden. Men det skulle ikke tage en hunløve lang tid at få poterne i kameraet, og så var det ellers tid til leg og ballade for den drilske løvefamilie og dens unger. Beklagende måtte guiden fortælle safarigæsten, at kameraet desværre måtte blive hos løvefamilien for nu.

Respekt for dyrene på en safari

Netop blandt andet derfor er det yderst vigtigt med en erfaren guide på en safari. Som safarigæst kunne man hurtigt komme til – af ren refleks – at række ud efter kameraet eller forsøge at få fat i det med det samme. I stedet valgte guiden at flytte køretøjet lidt længere væk fra den legesyge løvefamilie. Dette førte til, at hunløven blev helt afslappet, mens hun stille og roligt slentrede rundt på stedet omkring kameraet. Efter nysgerrigt at have snust til det og undersøgt det nye spændende legetøj, tog hunløven forsigtigt kameraet op med munden og gik lidt væk med det, alt imens hun så ganske stolt ud over sit nye fund. Hun lagde det over til ungerne, der med det samme begyndte at undersøge kameraet. Som med alle andre unger i den alder – mennesker som dyr – er det samme legetøj sjældent spændende ret længe ad gangen. Derfor gik der heller ikke lang tid, før at ungerne søgte væk fra kameraet for at slappe af i solens stråler. Dermed kunne guiden forsigtigt atter få fat i den stakkels safarigæsts kamera, så alle igen var glade.

Umiddelbart så kameraet efterfølgende ganske fint ud og synes ikke at have lidt nogen skade. Der er kun et par få afmærkninger fra løvetænder på skærmen, men det må blot betragtes som værende et godt minde fra en lidt for spændende fotosafari – mere autentisk bliver det i hvert fald ikke.