Børn og safari er en fantastisk kombination

 

Planlægning af safari med børn

Først vil vi besvare det spørgsmål, som de fleste forældre stiller sig selv, når en safari til Afrika planlægges: ”Kan man overhovedet have børn med på en safari?”. Svaret er ja – og de vil elske det. På en god safari skal alle deltagere kunne følge med, og derfor er det værd at planlægge en rejse, hvor der også er taget højde for de mindste. Dette indebærer, at rejsen ikke indeholder for mange indkvarteringsskift, da dette rent praktisk vil gøre rejsen mere bekvemt. Fordelen ved en safari kontra eksempelvis en storbyferie er, at en safari foregår i et stille og roligt tempo. Derfor kan selv de mindste snildt være med. Selvom man rejser med børn, går man ikke på kompromis med oplevelserne, og man vil stadig kunne få den helt ideelle safarirejse.

Gode råd til børnefamilien

Vi anbefaler, at rejsen til Afrika er en variation af safari og anden aktivitet, så der sker lidt forskelligt for børnene. Dette kan gøres på flere forskellige måder. Man kan vælge et indkvarteringssted med pool, hvor hele familien kan samles og hygge sig efter en dag med safarioplevelser på savannen.

Man kan også vælge at gå all-in på safarioplevelser på den første del af rejsen, og så derefter have nogle dage på en destination ved Det Indiske Ocean. På denne måde kombineres safari og badeferie, og hele familien får rig mulighed for at fordøje de mange indtryk med nogle afslappende dage ved vandet.

Safari i Afrika for børn

Der er ingen tvivl om, at hele familien – uanset alder – vil nyde Afrikas spændende dyreliv og hele oplevelsen af en safari. Og turen bliver især en succes for børnene, hvis der bliver taget visse forholdsregler. Det er en god idé at forberede dem på, at det til tider kræver lidt tålmodighed i den afrikanske natur, hvis man vil se alle de vilde dyr. Samtidig er det vigtigt at få formidlet, at man skal forholde sig stille og roligt i mødet med dyrene, så dyrene ikke bliver bange. Hvis disse forholdsregler tages, er der skabt grobund for en fantastisk safarirejse for både store og små. Og husk så i øvrigt også på, hvor gode børn generelt er til at tilpasse sig og suge nye oplevelser til sig – og mødet med Afrikas dyreliv vil være en sikker vinder.