El Karama Lodge er et helt specielt sted, hvor naturen er budt med indenfor. Værtsparret Murray og Sophie opførte lodgen i 2006, og de har siden drevet den i en gennemført bæredygtig stil.
Den eksklusive lodge består af otte rummelige hytter og telte, som alle er bygget af natur- eller genanvendte materialer. De fleste er indrettet med mulighed for at bo som familie eller gruppe og har eget badeværelse. Lodgens beskedne størrelse sikrer en nærværende og personlig oplevelse, hvor der er stort fokus på komfort.
Fra køkkenet serveres lækre, smagfulde retter af hjemmedyrkede råvarer. El Karama Lodge har eget tilhørende landbrug og en imponerende økologisk køkkenhave - så bliver det vist ikke mere lokalt!
Den afsides beliggenhed giver de bedste safariforhold, og der er en stor bestand af løve, gepard, zebra, giraf, flodhest, bøffel og mange andre dyr, som er mulige at opleve til fods eller på game drives. Fugleinteresserede vil heller ikke blive skuffede, og du kan opleve spændende, sjældne fuglearter. Lodgen tilbyder også natsafari for de modige natteravne.
Miljøvenlige tiltag
Lodgens pool er kemikaliefri og der er en babypool til de mindste. Poolen bliver filtreret for at den holdes ren og filteret drives af de 9 solpaneler, der er lodgens strømforsyning.
For at undgå et for stort aftryk i lokalområdet, sørger familien Grant for at spare på ressourcerne, og alle pærer på lodgen er således sparepærer. Der er intet pyntelys udendørs, såsom spotlys på træerne eller lignende. Soldrevne svagtlysende LED-lamper oplyser stierne på lodgen, og Murray og Sophie Grant sørger for, at lodgen ikke kommer til at sende en kæmpe lyskegle til vejrs og forurener den smukke nattehimmel med de mange klare stjerner. Du kan læse mere om lodgens miljøvenlige tiltag her.
Unikke oplevelser for store som små
De små er også meget velkomne på El Karama Lodge, og der er forskellige aktiviteter, der tiltaler såvel små som store. Det kan være at de små vil elske at hilse på de mange gårddyr på den økologiske farm og være med til at samle æg fra hønsene eller lege med kaninerne.
De lidt større børn kan blandt andet komme med på en gåtur med rangeren i området, på fototur omkring lodgen eller måske deltage i et madlavningskursus. Man kan sagtens få en spændende dag til at gå på lodgen med aktiviteter for hele familien.
El Karama ligger en times kørsel fra Nanyuki.