Selous Wilderness Camp er beliggende i den nord-østlige del af Selous Game Reserve med udsigt over Rufiji floden. Reservatet er hjem for Tanzanias største population af elefanter og store flokke af bøfler, krokodiller, flodheste, 440 forskellige fuglearter og over 2000 plantearter.
Derudover rummer reservatet også Afrikas største bestand af den sjældne afrikanske vildhund med den smukke spraglede pels, hvorfor den på engelsk ofte kaldes ”painted dog”. Omkring en tredjedel af kontinentets ca. 4.500 tilbageværende vildhunde lever i Selous, hvor de jævnligt ses i flokke på 5 til 20 styk.
I campen foregår indkvarteringen i komfortable telte, hvorfra der er udgang til egen privat veranda med udsigt over floden. På verandaen er der siddepladser og hængekøjer, hvor I kan slappe af og nyde den smukke udsigt.
Selous Wilderness Camp tilbyder også et udbud af forskellige aktiviteter som game drives i reservatet, bådsafari på Rifiji River og guidede gåture.