Denne private teltcamp er et populært valg i nationalparkerne i det nordlige Tanzania. Og her får man en ægte afrikansk naturoplevelse på første parket, med overnatning i luksustelte, midt ude i bushen.
Teltcampen er på private eksklusive campingpladser midt i den afrikanske natur, ofte langt fra andre camps og lodges, så man føler, man har det hele for sig selv. Camp personalet rejser i forvejen med udstyr og proviant, således at campen er klar når I ankommer. Teltene er slået op, maden er klar og vandet er varmet til et dejligt bad.
De luksuriøse telte er høje og rummelige, så man kan både stå og gå inde i dem. Der er gode senge af træ, madrasser, dyner, tæpper, puder og sengeborde. Der er moskitonet både for "vinduerne" sDer er toilet-og badfaciliteter bagerst i teltet og afskærmet af kanvas teltdug. Udenfor teltet er der en veranda med to safaristole og bord, så man kan sidde udenfor sit telt og nyde naturen, lydene og slappe af midt i det afrikanske safarieventyr.
Der er et stort fælles telt til måltider med stole, borde med duge, bestik, porcelæn og hvad man ellers forventer på en restaurant. Der bliver serveret 3 måltider hver dag, morgenmad, og 3-retters frokost og middag. Om aftenen sidder man ved det knitrende bål og lytter til den afrikanske bush. Måske et løvebrøl i det fjerne, en hyænes karakteristiske hyl og cikadernes sang.