VÆLG AFREJSEDATO
ANTAL DAGE 13 DAGES REJSE
PRIS FRA 38.695,- kr.

Botswanas fantastiske vildnis 

I en yderst veludrustet 4x4-bil og med en professionel lokal guide, der ikke holder sig tilbage for en oversvømmet bro eller en dårlig vej, tager denne rejse jer på en fantastisk safari med masser af vildt og spændende oplevelser undervejs.

På nogle afgange starter safarien i Victoria Falls og slutter i Maun (omvendt rækkefølge i programmet, men man besøger de samme steder)

Højdepunkter på rejsen

  • Kalahari ørkenen med store vidder, smuk, tør savanne, bushmen og klassisk storvildt
  • Det enestående Okavango-delta, hvor det klare vand løber ud i sandet
  • Dyrerig safari i Khwai-koncessionen og Moremi-vildtreservatet
  • Chobe National Park, hvor især de mange elefanter sætter dagsordenen
  • Bådtur på Chobe-floden 
  • Imponerende Victoria Falls, der er et af verdens største vandfald

13 dages rejse fra 38.695,- kr.

Denne spændende rejse er spækket med fantastiske natur- og safari oplevelser. Botswana er på størrelse med Frankrig, men har blot en befolkning på ca. 2,5 millioner, så der er rigtig god plads til det rige dyreliv.
Langt den største del af rejsen foregår i Botswanas enorme nationalparker og vildtreservater, hvor man bl.a. besøger den smukke Kalahari ørken, det legendariske Okavango delta, Moremi Game Reserve og Chobe National Park med de mange elefanter og den store Chobe flod. Rejsen slutter i Zimbabwe, hvor I kan opleve det imponerende Victoria Falls på tæt hold.

Ophold undervejs er på hyggelige og komfortable lodges med skøn safari stemning og gæstfrie værter.

Chobe-floden og Afrikas tætteste bestand af elefanter

Undervejs besøges Chobe-floden og nationalparken, hvor man blandt andet kan opleve Afrikas tætteste bestand af elefanter, som søger ned til den livgivende flod for at drikke. 

Kalahari ørkenen

I besøger Deception Valley og den enorme Kalahari ørken. Kan måske ved første øjekast virke goldt, men her findes en fantastisk natur og et rigt dyreliv, specielt efter regntiden, men uanset årstid, er det et meget spændende område. Her kan man også opleve den spændende Bushman kultur.

 

Det unikke Okavango-delta

I skal også besøge de vildtrige områder i Moremi-reservatet og den private Khwai-koncession ved Okavango-deltaet. Selve deltaet er et af verdens mest unikke vildtområder. Det er verdens største indlands floddelta, hvor den store Okavango-flod ikke løber ud i havet, men i stedet opsluges af Kalahari-ørkenen i en labyrint af vandveje. I dette varierede vådområde, med talrige små øer og store sivområder, finder man et fascinerende og mangfoldigt dyreliv.

Fantastiske Victoria Falls

Turen slutter ved imponerende Victoria Falls, hvor I kan lade adrenalinet få frit løb og deltage i nogle af de mange aktiviteter, som området tilbyder.

Safaribil med gode pladser

Ved en fyldt afgang med 12 deltagere køres der i en stor 4x4-safaribil. Guiden sørger for, at der roteres sæde, således at sol og vind fordeles lige, da der ikke er vinduesplads til alle.

Seværdigheder på rejsen

Rejsen dag for dag

 

Dag 1: Afrejse fra Danmark

Afgang fra Danmark med et eller to flyskift, inden I flyver videre til Maun i Botswana.

Mad og drikkevarer er naturligvis inkluderet under flyrejsen.

Dag 2: Ankomst til Maun, kørsel til Deception Valley

Ved ankomsten til Maun lufthavn bliver I mødt af jeres chauffør/guide. I kører nu til Deception Valley Private Reserve ved den nordlige grænse i Kalahari. Ved ankomsten afholdes en "Safari Briefing", og aftenmaden nydes på Lodgen. Måske en svømmetur i stedets udendørs swimmingpool kunne friste?  Herefter venter en god nats søvn efter den lange rejse.

Overnatning på the Dune Camp el. lign. med aftensmad inkluderet 

Dag 3: Deception Valley, Kalahari

I har hele dagen til at opleve det helt specielle landskab og spændende dyreliv i Kalahari. Der er naturligvis safarikørsel, og dagen byder også på en spændende naturvandring, hvor I anført af en lokal San, får et indblik i deres store viden om bushen samt folkets kultur og levevis. Kalahari er berømt for de sortmankede løver, oryx antiloper, springbukke, hyæner og geparder. Oplev de enorme åbne vidder, og ikke mindst den utrolige klare nattehimmel med en helt fantastisk stjernehimmel.

Overnatning i the Dune Camp el. lign. med helpension inkluderet 

Dag 4: Deception Valley - Makgadikgadi

Tidlig op omkring solopgang, og nu venter en morgen safari inden turen går mod Makgadikgadi området. I ankommer til den charmerende Boteti River Camp inden frokost. Boteti River Camp er en dejlig lille oase beliggende i landsbyen Khumaga på kanten af Makgadikgadi National Park, og lige ud til Boteti floden. Efter frokost er der tid til en lille siesta, som evt. kan tilbringes på udsigtsterrassen, inden der sidst på eftermiddagen er safari kørsel langs Boteti floden.

Dagens kørsel er 120 km. (4-5 timer inklusiv safari)  

Overnatning i Boteti River Camp el. lign. med helpension inkluderet 

Dag 5: Makgadikgadi - Moremi/Khwai

Denne morgen rejser I mod vest til Maun, hvor der er frokost på en hyggelig lokal restaurant (frokost for egen regning). Maun er sidste "bastion" inden det enorme Okavango-delta, og på vejen til Khwai og Moremi game reserve, er der undervejs gode chancer for at opleve det fantastiske dyreliv.  Dagens endemål er Khwai River området og den lille landsby Khwai, hvor jeres base for de kommende 3 nætter er beliggende i udkanten af landsbyen.

Khwai-koncessionen er kendt for sin store koncentration af dyr og byder på fantastisk safari, hvor I som tilskuere på første række for alvor kan opleve den afrikanske bush, hvor rovdyrene hersker. Her er det de stærkeste, hurtigste, snedigste dyr, eller dem der kan forsvinde i mængden, som overlever.

Afstand der skal tilbagelægges: Ca. 340 km +/- 6 timer excl. frokoststop

Overnatning på Khwai Guesthouse el. lign. med halvpension 

Dag 6: Khwai River - Okavango Delta

Morgener er magiske i Afrika og efter et solidt morgenmåltid er I klar til igen at begive jer ud på eventyr i bushen. De næste 2 dage skal I opleve Okavango Deltaet og området omkring Khwai River / Nordøst Moremi.

Overnatning på Khwai Guesthouse el. lign. med fuldpension

Dag 7: Khwai River - Okavango Delta

Moremi Game Reserve er kendt for at være et af de smukkeste og mest varierede reservater i Afrika, og har en imponerende mangfoldighed af både planter og dyr. En femtedel af reservatet er delta, og der er en bred vifte af levesteder for vildtet. Akacieskove, flodsletter, rørskove, laguner, helårlige vådområder, mopane skov samt tør græssavanne er del af den varierede vegetation i Moremi. I vil også komme på sejltur på floden i en mokoro, og det er virkelig en uforglemmelig oplevelse at glide lige så stille gennem vandet.

Overnatning på Khwai Guesthouse el. lign. med helpension inkluderet 

Dag 8: Khwai til Chobe National Park

Safarien går herefter nordpå mod den næste dejlige camp beliggende i udkanten af Chobe National Park. Her skal I tilbringe de næste 2 nætter. I skal på en heldags safari gennem Savuti området og Chobe National Park og frem til Chobe floden, hvor campen er beliggende på et højdedrag med en flot udsigt udover flodsletten. Der spises picnic frokost undervejs, og I er fremme ved indkvarteringen sidst på eftermiddagen.

Køretid i dag er cirka 200 km. og cirka 10 timer inklusiv safarikørsel. 

Overnatning på Chobe Elephant Camp el.lign. med fuldpension

Dag 9: Chobe National Park

I har hele dagen til at udforske Chobe National Park og ikke mindst det rige dyreliv langs floden. Der vil både være safarikørsel i parken samt en skøn sejltur på Chobe floden. Oplev den store koncentration af elefanter og bøfler samt antiloper, og på grund af de mange byttedyr finder man også her en stor bestand af løver, geparder og vilde hunde.

Overnatning på Chobe Elephant Camp el. lign. med fuldpension

Dag 10: Chobe - Victoria Falls, Zimbabwe

Efter morgenmad køres via byen Kasane til grænsen mellem Botswana og Zimbabwe, og efter at grænseformaliteterne er overstået køres videre til Victoria Falls, hvor I skal tilbringe de næste to nætter på et komfortabelt lodge. Distance i dag er ca. 160 km.

Resten af dagen er til fri disposition, men vi kan varmt anbefale en guidet tur til Victoria-vandfaldet, der er et imponerende syn og en stor oplevelse uanset årstid. Voldsomme mængder vand vælter over 100 meter ned i slugten fra det 1,6 km brede fald. I forårsmånederne er der markant mere vand i faldet end om efteråret. Efter indkvartering har I resten af dagen til egen rådighed. Der er masser af aktiviteter, man kan udfordre sig selv med.

Overnatning på Pioneers Lodge el. lign med morgenmad inkluderet 

Dag 11: Victoria Falls

Hele dagen er til fri disposition ved Victoria Falls. Man kan booke et væld af alt fra adrenalinpumpende aktiviteter som bungyjump fra Victoria Falls Bridge og white river rafting på Zambezi-flodens nedre løb, tur i helikopter over faldene, til mere rolige oplevelser som bådtur på Zambezi, lystfiskeri eller elefantsafari. Lodgens personale er naturligvis behjælpelig med at bestille ekstra aktiviteter.

Man kan også blot slappe af i de hyggelige og rolige omgivelser ved lodgen, eller gå på opdagelse i den lille by, Victoria Falls.

Overnatning på Pioneers Lodge el. lign. med morgenmad.

Dag 12: Hjemrejse

Efter morgenmaden vil I blive hentet af en chauffør, og kørt til lufthavnen i tide for jeres afrejse. 

Dag 13: Ankomst Danmark

Efter et eller to flyskift, ankommer I til Danmark. 

Indkvarteringer på rejsen

 

Prisen inkluderer

  • Flyrejse Danmark-Maun/Victoria Falls - Danmark
  • Lufthavnsskatter -og afgifter
  • Ophold på lodges i Botswana og Zimbabwe i delt dobbeltværelse
  • Game drives og kørsel i 4x4 fuldt udrustet safarikøretøj 
  • Helpension på safarien (bortset fra frokost dag 5 i Maun)
  • Ophold med morgenmad i Victoria Falls
  • Aktiviteter som beskrevet i programmet
  • Entré til de nationalparker og reservater der besøges på rejsen
  • Erfaren, engelsktalende lokal guide

Prisen inkluderer ikke

  • Visum ved indrejse til Zimbabwe USD 35,-
  • Rejseforsikring
  • Afbestillingsforsikring 
  • Valgfrie aktiviteter ved Victoria Falls
  • Drikkevarer
  • Måltider som ikke er nævnt i inkl.
  • Drikkepenge
  • Tillæg for enkeltværelse kr. 4.790,-
  • Obligatorisk EU-ansvarsforsikring: DKK 79.- pr. person
  • Alt som ikke fremgår af "prisen inkluderer"
  • Sædereservation på flyrejsen 

Safari Eksperten har indgået et samarbejde med Europæiske ERV, og er glade for både at kunne tilbyde dig en ideel rejseforsikring til dækning på din safarirejse samt en afbestillingsforsikring i tilfælde af, at du må aflyse rejsen på grund af sygdom.

Ønsker du at tegne en rejse- eller afbestillingsforsikring gennem Safari Eksperten, kan du kontakte din rejsekonsulent eller vores support på telefon 56 36 25 45 eller sende en mail til info@safarieksperten.dk

HAR DU SPØRGSMÅL?

Ulla Fregerslev

Telefon: 63 21 43 02

Tina Jeppesen

Telefon: 56 36 25 45