« Tilbage

Aberdare og Mount Kenya højlandet

Det centrale kenyanske højland ligger omkring to store udslukte vulkanske områder, hvoraf en stor del udgøres af nationalparkerne Aberdares og Mount Kenya 150-200 km nord for Nairobi. De lavere liggende dele af parkerne, op til godt 3.000 meters højde, er tæt skovklædte, mens de højere liggende områder består af store åbne hedearealer. Aberdares når en højde på lige over 4.000 meter, og Mount Kenyas top er Afrikas næsthøjeste med sine 5.199 meter.

Begge parker har en god bestand af elefanter, bøfler, leoparder, plettede hyæner og vandbukke, samt nogle få sorte næsehorn og løver, der ses sjældent, men bedst i Aberdares, der generelt har den største, mest varierede og lettest synlige dyrebestand. Som en lille specialitet er nogle af leoparderne i området helt sorte. Nogle kalder disse pantere, men det er reelt en vigende genetisk farvevariant af en leopard. Parkerne rummer også hele fire arter af aber og tre arter af vildsvin, samt et rigt fugleliv, hvor de store næsehornsfugle nok springer mest i øjnene.

Den utroligt smukke og uberørte skov i parkerne er i sig selv en attraktion, men gør det vanskeligere at se dyrene. Disse ses oftest i små naturlige rydninger eller allerbedst omkring vandhuller, og det er netop ved nogle af disse vandhuller, højt hævet over jorden i trætop-højde, at overnatningsstederne inde i parkerne findes. Dyrene ses altså i ro og mag fra selve lodgen, og vandhullerne er oplyst om natten, så man kan få glæde af dyrenes aktivitet i døgndrift.

I Aberdares er det muligt at køre på en af de mest smukke og stejle safariture i Afrika op i det mere åbne hedeland, mens man på Mount Kenya kun kører op til overnatningsstedet, hvorfra man kan komme på guidede gåture i den tætte skov. Det er også muligt at bestige Mount Kenya, men selvom toppen er ca. 700 meter lavere end Kilimanjaros er det væsentligt sværere, idet de sidste par hundrede meter er egentlig klatring. Vi arrangerer gerne en tur til toppen med en af de lokalkendte arrangører. Er man ikke til klatring men ”kun” til bjergvandring, er en tur op til tæt på toppen med dygtige guider værd at overveje, da dette er en meget stor naturoplevelse i sig selv.

Højdepunkter:

  • Magelig ”Afrika safari” i en lænestol ved vandhuller, der døgnet rundt tiltrækker dyrene
  • Køre- eller vandreture i den smukke og tætte skov – evt. helt op til det åbne hedeland

Højsæson: Januar til marts og juli til oktober

HAR DU SPØRGSMÅL?

Kundeservice

Email: info@safarieksperten.dk

Telefon:56 36 25 45