« Tilbage

Afrika

Alene navnet er magisk og sætter gang i drømmene om kontinentets enestående smukke natur og helt overvældende dyreliv uden sidestykke – noget som vi vel alle har dvælet ved i bl.a. BBC og National Geographics spektakulære TV programmer. Tilføjes Det Indiske Oceans kridhvide palmeklædte sandstrande, krystalklare vand og farverige koralrev bliver drømmen næppe bedre noget sted på kloden. Samspillet mellem disse elementer gør Afrika til det absolut førende kontinent for begrebet og livsstilen safari, og samtidig til enhver fotografs paradis.

Ordet safari kommer da også fra Swahili, som tales i det østlige Afrika. Det betyder i sin enkelthed at være på rejse, og som H. C. Andersen jo skrev: ”At reise er at leve”. Dette gælder i høj grad også i Afrika, hvor man ud over de store naturoplevelser også vil møde en ualmindeligt smilende, umiddelbar og imødekommende lokal befolkning. Selvom safari en på savannen måske ikke altid er fysisk afslappende giver den en magisk ro i sjælen, og kombineret med bade- og afslapningsferie ved Det Indiske Ocean kan også kroppen komme ned i omdrejninger.

Udbuddet og kvaliteten af flyforbindelser til Afrika er gennem de senere år øget stærkt, og selvom rejsen dertil er forholdsvis lang, er der ingen eller kun meget ringe tidsforskel til Europa, så der kommer altså ingen jet lag oveni rejsen. Den eneste advarsel vi kan finde på at komme med er, at en safari til vilde og fortryllende Afrika er stærkt vanedannende for de fleste! Tankerne og drømmene om at komme tilbage for at opleve mere af det store kontinents naturskatte er næsten ikke til at slippe, når man først har været der.

HAR DU SPØRGSMÅL?

Kundeservice

Email: info@safarieksperten.dk

Telefon:56 36 25 45