Nationalparken med den ”uigennemtrængelige skov” ligger i Ugandas sydvestlige hjørne i 1.100-2.400 meters højde på grænsen til den Demokratiske Republik Congo, og godt 500 km vest for hovedstaden, Kampala. Den lange køretur kan deles op af et ophold i f.eks. Lake Mburo nationalparken omtrent midtvejs, men man kan også flyve til/fra Bwindi i små sportsfly.
Helt uigennemtrængelig er Bwindi-skoven dog ikke, selvom den er meget tæt og har stejle skråninger, da det netop er her, man kan komme på besøg hos familier af de imponerende store bjerggorillaer. Efterspørgslen er stor, og prisen høj, for at få fat i de eftertragtede tilladelser til gorilla-trekking. Antallet af familieflokke, der er habituerede d.v.s. tilvænnet menneskelig tilstedeværelse, som de ikke forstyrres nævneværdigt af, er derfor stigende, og der er nu ti flokke i Bwindi, der dagligt kan give audiens i en time.
Turen til gorillaerne kan være lang, foregår i tæt skov på stejle skråninger og i fugtig varme. Det er derfor vigtigt at man er i rimelig form og kan udholde varmen. Skulle man komme i problemer under vejs kan man dog, mod en klækkelig merudgift, bestille en ”African Helicopter”. Dette betyder blot at en flok på ca. otte lokale hjælpere tilkaldes og bærer den nødlidende person op til gorillaerne på en primitiv båre – og ned igen. Selvom der ikke er 100% garanti for at finde gorillaerne, er det dog tæt på, da de er under nøje overvågning og erfarne ”spejdere” sendes i forvejen.
Bwindiskoven rummer også mange andre dyr, især aber, fugle og sommerfugle, men disse kan være svære at se i den tætte mørke skov – Bwindi betyder i øvrigt mørk på det lokale sprog! Skoven er det eneste sted, hvor bjerggorillaer lever sammen med chimpanser, men selvom sidstnævnte ofte høres tydeligt, er de ikke habituerede og ses næsten aldrig. Skoven rummer også en lille bestand af elefanter, som man desværre heller ikke skal forvente at se. Er chimpanser og elefanter på ønskelisten, må man tage til de nærliggende nationalparker, Queen Elizabeth og Kibale Forest. Til gengæld er Bwindi et paradis for botanikere med ca. 85 arter af orkidéer, 105 bregner og 300 træer, heriblandt store mahognitræer.
Højdepunkter:
Højsæson: December til februar og juni til august