« Tilbage

Hval og haj kysten

Atlanterhavskysten, fra Cape Town rundt om Afrikas sydvestligste punkt, Cape of Good Hope, og det sydligste punkt, Cape Agulhas, til Det Indiske Ocean ved De Hoop nationalparken mod øst, er en af verdens bedste kyststrækninger for hvalobservationer fra land og hvalsafari til havs. Det er også en af de kyststrækninger, hvor der er flest af den ikoniske store hvide haj, og i særklasse det bedste sted at se denne på nært hold. Der er mange hvaler og delfiner i havet nær Cape Town hele året, men især i de kølige vintermåneder og hen på det lunere forår, altså maj til oktober efter lokale årstider, er det højsæson for hvalobservationer.

Her dukker den gigantiske sydlige rethval op i tusinder for hunnerne kan føde og opfostre deres kalve, mens hannerne allerede gør kur med bl.a. kæmpe-spring og er klar til nye parringer. Dette sker alt sammen på relativt lavt og beskyttet vand nær kysten, og på nogle lokaliteter kan man sidde komfortabelt på et udsigtspunkt og se hvalerne på ganske nært hold. Især klipperne i byen De Kelders og klitterne i De Hoop nationalparken kan fremhæves på dette punkt. Vil man helt tæt på, må man ombord på en af de mange glimrende både, der tilbyder guidedede hvalsafarier. De bedste både og guidede ture afgår nær de bedste lokaliteter, fra byerne Hermanus og Kleinbaai.

I området ses også jævnligt de store pukkelhvaler og brydeshvaler samt flere arter af delfiner, og med lidt held kan man også spotte en flok af de store spækhuggere, der er blandt oceanets ultimative rovdyr. Vil man se en anden af oceanets store ikoniske rovdyr er Klainbaai stedet at tage hen, da de fleste og bedste hajsafarier afgår herfra. I særligt egnede både, der medbringer lokkemad og et kraftigt bur, stævner man ud til hajernes foretrukne tilholdssteder. Her ankres der op, og buret sænkes ned på skibets side, hvorefter det med lokkemad, bl.a. i form af en ildelugtende og lettere fordærvet ”fiskesuppe”, forsøges at tiltrække de store hvidhajer. Når dette lykkedes, hvilket det næsten altid gør, kan man iføre sig en våddragt og en svømmemaske og få nogle minutter i buret med hajerne lige udenfor. Er man ikke til denne ellers spektakulære og helt ufarlige oplevelse, der kun har den ulempe at man kommer til at lugte noget af ”fiskesuppen”, kan man blive på skibets dæk, hvor der er masser at se og fotografere. Hajerne stikker nemlig jævnligt hovet over vand og oftest med det berømte/berygtede åbne gab, og enkelte gange kan de sågar finde på at springe helt ud af vandet.

Uanset om man bliver på kysten eller tager på en hval- eller hajsafari, ses der mange havfugle i områder bl.a. suler og skarver. Vil man se de helt store havfugle, hvor flere arter af albatrosser topper listen, kan man tage en heldagstur fra Simon´s Town, hvorfra de bedste ture afgår, men man skal være klar på, at det foregår i relativt små både, der sejler meget langt ud på det store ocean. Områdets absolut bedste hoteller ligger nær de særligt gode lokaliteter, mens firmaet Marine Dynamics i Kleinbaai leverer den mest professionelle hval- og hajsafari på de bedste både.

 

Højdepunkter:

  • Hvalsafari af højeste klasse, hvor især sydlige rethvaler er talrige og kommer tæt på
  • Øjenkontakt med den store hvidhaj – set fra sikkerheden af et nedsænket ”hajbur”
  • Enestående udsigtspunkter langs kysten, hvor hvalerne kommer meget tæt på land

Højsæson: Juni til november

HAR DU SPØRGSMÅL?

Kundeservice

Email: info@safarieksperten.dk

Telefon:56 36 25 45