« Tilbage

Lake Nakuru National Park

Godt 150 km nordvest for Nairobi ligger den mest besøgte, og vel nok mest berømte, af Kenyas fem centralt beliggende søer, saltsøen Lake Nakuru, der er helt omkranset af nationalparken ved samme navn. Søen er nok mest kendt som en af de bedste flamingo-lokaliteter, hvor disse kan ses i varierende antal. Flamingoerns tilstedeværelse afhænger af, om de krebsdyr, som flamingoerne lever af, er i søen. Er man heldig og er ved søen på det rigtige tidspunkt, farves søbredden lyserød hele vejen rundt af 1.000-vis flamingoer. Det er dog ikke til at sige på forhånd, hvornår her er flest. Den relativt lille og indhegnede park rummer en tæt bestand af både hvide og sorte næsehorn, som der passes godt på. Den er blandt hele kontinentets bedste næsehornsparker, og synet af det hvide næsehorn er næsten garanteret her, mens det sorte næsehorn ses hyppigt, men ikke med samme ”garanti”.

Parken har også en ekstremt tæt bestand af leoparder, der relativt ofte ses, ligesom den lokale løveflok. Desuden findes der en lang række store planteædere med den let synlige og sjældne Rothschild´s giraf, som den mest prominente, og en fin bestand af bøfler, zebraer og vandbukke, samt tre arter af aber. Trods parkens ret begrænsede areal på godt 200 km2, kan man altså se flertallet af de store og mest kendte dyr omkring søen – dog ikke den allerstørste, nemlig elefanten.

Højdepunkter:

  • Sjældne dyrespecialiteter som Rothschild´s giraf og hvide og sorte næsehorn
  • Smukke lyserøde flamingoer langs søbredden, når de samles i 1.000-vis
  • Efter sigende verdens tætteste bestand af den elegante, men sky leopard

Højsæson: Januar til marts og juli til oktober

HAR DU SPØRGSMÅL?

Kundeservice

Email: info@safarieksperten.dk

Telefon:56 36 25 45