« Tilbage

Masai Mara

Masai Mara og Serengeti i Tanzania må nok dele prisen som de mest filmede naturområder på hele kontinentet, måske endda på hele kloden. Der er også andet, de deler, nemlig grænse og ikke mindst de mange vandrende dyr, hvor den store migration af gnuer og zebraer er mest markant. Omkring juli strømmer disse ind i reservatet fra syd og fylder græssavannen med storvildt og luften med rovfugle. De forlader typisk Masai Mara igen i oktober. Den præcise timing af migrationen varierer en del fra år til år, hvilket er betinget af, hvor der falder regn og vokser frisk græs op.

Det mest spektakulære på denne evige søgen efter nye græsgange er, når Mara-floden skal forceres. Floden har mange krokodiller, hvoraf nogle er endog særdeles store. Floden kan til tider også byde på andre farer, der faktisk har flere liv på samvittigheden, nemlig høj vandstand og kraftig strøm. Krydsningen kan derfor være et drama på liv og død, men den kan også være en fredfyldt og smuk oplevelse, når floden er rolig og krokodillerne mætte.

En Masai Mara safari i Kenya er dog meget og andet end migrationen. Med næsten alt det klassiske storvildt kan det være vanskeligt at fremhæve enkelte særlige kvaliteter. Skal det gøres, må det nok være de store rovdyr, da løver, leoparder, geparder og plettede hyæner har store bestande og næppe ses meget hyppigere andre steder på kontinentet.  Reservatet rummer desuden en god bestand af elefanter, sorte næsehorn, bøfler og giraffer samt et utal af antilope-arter. Og så er Masai Mara også rovfuglenes paradis, idet de er repræsenteret af ikke mindre end 57 forskellige arter.

Masai Mara er i øvrigt et nationalt reservat og ikke en nationalpark. Forskellen er dog kun, at det administreres af de regionale myndigheder og ikke af de nationale. De omgivende koncessioner, der under et kan betegnes som Masai Maras bufferzone, rummer stort samme naturkvaliteter som selve reservatet. Mara betyder plettet på de lokale Masaiers sprog , men om pletterne refererer til de spredte træer eller dyrene er vist ikke helt klart.

Højdepunkter:

  • Stor dyrerigdom med Mara-floden og Rift Valley skrænten som baggrunden
  • Gnuernes og zebraers store vandring, og især, når de krydser Mara-floden
  • De mange løver og store plettede rovdyr: Leoparder, geparder og hyæner
  • Ballonsafari over savannen i den tidlige morgensols bløde gyldne skær

Højsæson: Juli til oktober

HAR DU SPØRGSMÅL?

Kundeservice

Email: info@safarieksperten.dk

Telefon:56 36 25 45