« Tilbage

Mount Kilimanjaro

Kilimanjaro hører blandt verdens mest kendte bjerge, selvom mange toppe i Himalaya og Andes overgår det væsentligt i højde. Det skyldes utvivlsomt bjergets smukke form og sneen på toppen, kombineret med beliggenheden omkranset af den klassiske afrikanske savanne. På to områder har Kilimanjaro dog rekorden: Den inaktive vulkan er, med sine 5.895 meter, verdens højeste fritstående bjerg (ikke en del af en bjergkæde) og samtidig det bjerg, der rejser sig højest fra sine umiddelbare omgivelser med næsten 5 km. Trods dette forsøger 20-25.000 personer sig årligt at nå toppen omkring Uhuru Peak (frihedstoppen) med lokale hjælpere, hvilket lykkes for omkring to tredjedele.

Den høje succesrate skyldes, at bestigningen faktisk er en gåtur, der ikke kræver andre forudsætninger end et almindeligt godt helbred, en god portion stædighed samt ordentlig påklædning, da der er frost og ofte stærk blæst på toppen. Flertallet af dem, der ikke når helt op rammes af begyndende højdesyge, men de har alligevel fået en oplevelse for livet trods skuffelsen, idet turen faktisk byder på noget, der klima- og landskabsmæssigt svarer til at gå fra Ækvator til Arktis på få dage: Gennem tætte tropeskove via heder og moser til arktisk stenørken, sne og gletsjere.

Kilimanjaros evige sne, eller rettere gletsjere, er i hastig tilbagegang. Alene i perioden 2000 til 2011 skrumpede deres areal med 40%, og de forventes at være helt forsvundet om 30-40 år, hvis ikke klimaet forandrer sig. Der falder dog jævnligt sne, der kan pudre bjerget langt ned af siderne, men denne smelter hurtigt igen – ofte samme dag, som det er faldet om natten. 

Byen, Moshi, der ligger for foden af bjergets sydside, er oftest udgangspunkt for en bestigning af Kilimanjaro. Der findes adskillige ruter op af bjerget med forskellig sværhedsgrad. Den oftest anvendte rute, hvor der overnattes i store hytter, starter mod øst, mens man sover i medbragte telte på de øvrige ruter. Uanset hvilken rute, man vælger, skal man ledsages af en rutineret bjergfører samt et hold af hjælpere, der står for at bære alle fornødenheder med op i højden samt at lave mad under vejs. Varigheden af bestigningen ligger typisk fra fem til syv dage. Det kan anbefales at tage en ekstra dag på de midterste højder for at tilvænne sig den tynde luft. Det giver også mulighed for at nyde den helt specielle natur heroppe, hvor landskab og vegetation er mere i fokus en det ret sparsomme dyreliv.

 

Højdepunkter:

  • Spektakulær vandretur gennem klima- og vegetationszoner som fra Ækvator til Arktis
  • Solopgangen fra de højest liggende områder, når de første gyldne stråler lyser bjerget op

Højsæson: Januar til februar og juli til september

HAR DU SPØRGSMÅL?

Kundeservice

Email: info@safarieksperten.dk

Telefon:56 36 25 45

Nyhedsbrev

Få vores Diamant-bog som PDF (værdi 198,- kr)

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv blandt de første til at få rejsetilbud direkte i indbakken

  • Tilbud på safarirejser
  • Afbudsrejser
  • Vores Diamant-bog som PDF
  • Safari-historier, video, konkurrencer m.m