Ngorongoro Krateret

Krateret bliver ofte betegnet som en slags Noahs Ark, selvom dyrene frit vandrer ud og ind af det. Man regner det for at have verdens tætteste bestand af store pattedyr, hvilket bl.a. skyldes, at der findes ferskvand året rundt. Vandet kommer fra flere kilder langs kraterranden, hvoraf den største udspringer i nabobjerget Olmoti´s krater. Denne konstante vandressource føder et par store sumpområder med ferskvand, inden det ender i Magadi søen, der er meget saltholdig. Det skyldes at vandets eneste udvej herfra er fordampning, hvilket efterlader saltene tilbage.

Ud over alle de såkaldte ”Big Five” – løve, leopard, elefant, sort næsehorn og bøffel – findes her masser af andre dyr, hvor især zebraer, gnuer og gazeller er almindelige. Krateret er et af Østafrikas absolut bedste steder at se det sorte næsehorn, mens geparder også ses ofte på den flade åbne kraterbund. Giraffer ses dog ikke på kraterbunden, men er hyppige på vestsiden af krateret på vej mod Serengeti.

I forhold til elefanterne er der den pudsighed, at der kun ses hanner nede i krateret, mens familieflokkene med hunner og unger holder sig oppe på kraterranden. Ngorongoro krateret er i øvrigt ikke et rigtigt krater, men en caldera, der er en kraterlignende formation, der dannes, når en vulkan tømmes og kollapser efter stort udbrud. Ngorongoro er til gengæld verdens største ubrudte ikke oversvømmede caldera. Det er 600 meter dybt, 18-20 km. i diameter og den flade bund er på 260 ca. km². Calderaen, hvis rand ligger i 2.200-2.300 meters højde, er en del af et meget større naturområde mod nord og vest, Ngorongoro Conservation Area. Forskellen på dette og en nationalpark er, at de oprindelige beboere har bevaret retten til at blive, mens de forflyttes fra nationalparker.

I Ngorongoro er det Østafrikas mest kendte stamme, Masaierne, der dominerer – et folk der jo netop er kendetegnet ved at leve side om side med de store, vilde dyr. Umiddelbart vest for Ngorongoro højlandet ligger Oldupai kløften (ofte kaldet Olduvai). Her findes et fint lille museum, hvis tema er menneskets tidlige forfædre, idet mange af de vigtigste og ældste fund er gjort i området. Den vestlige del af parken består af flad savanne med korte næringsrige græsser. Dette område regnes ofte med i Serengetis sletter og er vigtigt for den store migration, da det typisk er her, at zebraerne foler og gnuerne kælver i vores vintermåneder. Der er ca. 170 km fra Arusha til selve kraterranden, hvoraf kun de sidste 10 km er på stejle, men gode grusveje, mens resten er på en glimrende asfaltvej.

Højdepunkter:

• Udsigten over krateret – et af verdens store natur-undere
• Den lille, men relativt synlige bestand af sorte næsehorn
• Den tætte dyrebestand med bl.a. mange løver og store hanelefanter

Højsæson: Januar til marts og juli til oktober