« Tilbage

Ranthambore nationalpark

Ranthambore er vel nok Indiens mest berømte tigerreservat. Ud over at have en god bestand af den smukke bengalske tiger, der er parkens ubestridte stjerne, skyldes det også let tilgængelighed, gode infrastrukturer og mange fortrinlige overnatningssteder i området.

Ranthambore ligger i Rajasthans sydøstlige hjørne ca. 160 km fra delstatens hovedstad Jaipur, hvor også den nærmeste lufthavn ligger, og godt 350 km syd for Indiens hovedstad, Delhi. Nationalparken har et areal på knap 400 km2, der består af tæt tropisk skov med spredte klippepartier, åbne arealer med buske og græs samt flere små søer og vandløb. Centralt i parken knejser Ranthambore Fort fra det 10. århundrede på en mere end 200 meter høj klippe og rummer bl.a. tre templer fra det 13. århundrede.

Parken er blandt Indiens og dermed verdens absolut bedste steder at se den majestatiske og smukke tiger, og er en meget vigtig del an landets ”Project Tiger”, der på det overordnede plan overvåger og varetager den nationale bestand. Bestanden i Ranthambore blev i 2014 opgjort til 62 stk. og er så stor, at det overvejes at flytte enkelte til andre tigerreservater som f.eks. Sariska tæt mod nord.

Ranthambore med det smukke og kuperede terræn har også en god bestand af flere andre store rovdyr, f.eks. leopard, ørkenlos og læbebjørn, som det dog kræver noget held at se. Flere arter af hjorte, f.eks. den plettede Axis hjort og den store Sambar hjort, trives i parken og er vigtigt bytte for de store rovdyr, ligesom Nilgai antilopen, den indiske gazelle og vildsvinet. Langur og Makak aber er et yderst almindeligt syn overalt, ligesom et fantastisk fugleliv springer i øjnene. I flere af parkens små søer ses der desuden mange sumpkrokodiller.

 

Højdepunkter:

  • En af Indiens og dermed verdens allerbedste steder at finde den ikoniske tiger
  • God bestand af flere andre rovdyr som f.eks. leopard, ørkenlos og læbebjørn
  • Mange andre store pattedyr som f.eks. antiloper, gazeller, vildsvin og flere hjortearter
  • Meget rigt fugleliv, mange krokodiller samt Ranthambore Fort knejsende over parken

Højsæson: Oktober til maj

HAR DU SPØRGSMÅL?

Kundeservice

Email: info@safarieksperten.dk

Telefon:56 36 25 45