« Tilbage

Tsavo National Park

Kenyas største nationalpark, gigantiske Tsavo, på hele 23.000 km2 og dermed en af hele kontinentets største parker, er delt i en vestlig og en østlig del af hovedvejen og jernbanen mellem landets to største byer, Nairobi og Mombasa. Parken er levested for landets største bestand af elefanter på ca. 6.000 stk., det sjældne sorte næsehorn, samt af de imponerende store baobabtræer. Fra den mindste vestlige del af Tsavo kan man i klart vejr se Kilimanjaros hvide top. Denne del af parken er meget kuperet og domineret af nylig vulkansk aktivitet. Her findes også flere sumpe samt de imponerende Mzima kilder med flodheste og krokodiller, hvor ca. 220 mio. liter krystalklart vand dagligt vælter op af jorden, og blot en lille del af dette kan gennem en lang rørføring forsyne Mombasa med vand. Kildernes underjordiske vandforsyning oprinder fra nedbør på Kilimanjaro og Chyulu Hills.

Tsavo har generelt en god bestand af bøfler, giraffer, zebraer, vortesvin og talrige antilopearter, mens løver, leoparder, geparder og plettede hyæner er ret almindelige. Her er også flere arter af aber, og der er registreret mere end 600 arter af fugle, hvor den største af alle, strudsen, er repræsenteret af den sydlige rødbenede variant i det vestlige Tsavo, mens den nordlige variant med de blå ben ses i det østlige Tsavo. Det østlige Tsavo er fladere og mere tørt, men gennemskæres af den store Galanaflod, hvor masser af flodheste og krokodiller kan ses, bl.a. omkring vandfaldet Lugard´s Falls. Der er ikke udsigt til Kilimanjaro herfra, men til gengæld en fornemmelse af at kunne se til verdens ende fra nogle af højdedragene.

Det er også et af de steder hvor termitboer fremtræder mest synligt , da de både er mangfoldige, store og smukt rustrøde efter den jord, de omgives af. Faktisk regnes termitter som savannens absolut mest almindelige dyr i antal, men også det dyr, der står for den største omsætning og samlede vægt! Det er dog nok det varierede landskab, de store dyr og det rige fugleliv, der er mest i fokus i Tsavo. Parken ligger ca. 300 km sydøst for Nairobi. Fra Mombasa er afstanden  ca. 200 km, og mange af Tsavos besøgende kommer da også fra et afbræk i badeferien på kysten ved Det Indiske Ocean med en kort Kenya safari på 2-3 dage.

Højdepunkter:

  • Den smukt kuperede og meget varierede natur i det vestlige Tsavo
  • De næsten uendelige tørre vidder og den smukke røde jord i det østlige Tsavo

Højsæson: Januar til marts og juli til oktober

HAR DU SPØRGSMÅL?

Kundeservice

Email: info@safarieksperten.dk

Telefon:56 36 25 45