Nationalparken kaldes af nogen også Blackbuck National Park, da den primært er etableret for at beskytte den fine bestand af den smukke og graciøse hjorteantilope, der på engelsk hedder Blackbuck. Disse, der hører blandt verdens hurtigste dyr, har den største tilbageværende bestand netop her i parken, hvor de let ses ligesom Indiens største og verdens næststørste antilope, Nilgai antilopen. Vildsvin og harer er tillige almindelige i Velavadar.
Den indiske ulv og den stribede hyæne er områdets primære rovdyr og parken er et af de få steder i Indien, hvor der er en god chance for at se dem, og især omkring solopgang og –nedgang. Her findes også en del mindre rovdyr som f.eks. alm. sjakal, indisk ræv og junglekat.
I vinterhalvåret tiltrækker parken ekstremt mange trækfugle og den er en af verdens allerstørste overvintringspladser for rørhøg, hedehøg og steppehøg. Også mange jomfrutraner og almindelige traner overvintrer i området, hvor andre markante fugle f.eks. tæller adskillige arter af storke, hejrer, ænder og vadefugle, samt specialiteter som den krøltoppet pelikan, stor skrigeørn og kejserørn der ses hyppigt.
Den relativt lille nationalpark på ca. 35 km2 er domineret af græssletter med spredte buske og akacietræer, som minder om den klassiske afrikanske savanne, og ligger tæt på kysten og Det Indiske Ocean i Indiens vestligste delstat Gujarat. Området rummer også flere søer og vandhuller samt flere mudderflader med saltpåvirkning tættest på kysten
Højdepunkter:
Højsæson: November til maj