« Tilbage

Amboseli National park

Flere nationalparker i det sydlige og sydøstlige Kenya har i klart vejr en fin udsigt til Kilimanjaros sne- og isklædte top, der ligger umiddelbart syd for grænsen til Tanzania. Amboseli er nok mest kendt for denne udsigt, da parken ligger tættest på bjerget med kun godt 40 km til toppen, men den er også berømt for at rumme mange let synlige elefanter, hvoraf adskillige er store flotte eksemplarer med ualmindeligt store stødtænder. Der findes omkring 700 elefanter i Amboseli og disse er blevet studeret intensivt i mere end 40 år af adfærdsforskere.

Elefanterne vandrer dagligt fra de omkringliggende træklædte områder og ind på Amboselis flade slette for at drikke og bade i de ferske sumpe, og hvor de blander sig med parkens øvrige klassiske storvildt som f.eks. flodheste, bøfler, gnuer, zebraer, gazeller og giraffer. Den plettede hyæne er parkens mest talrige rovdyr, men her findes også et par løveflokke og enkelte leoparder og geparder. Fuglelivet er imponerende og her er set mere end 400 arter, hvoraf den utroligt smukke krontrane er en af det mest karakteristiske for området.

Sumpene er i det hele taget livsgrundlaget for de fleste af dyrene i området, der ellers er meget tørt. Vandet til sumpene stammer fra Kilimanjaro og siver gennem jorden herned til det centrale Amboseli, der også har en sø, men den er salt og har kun kortvarigt lidt lavt vand i gode regntider. Chyulu Hills nationalparken ligger lidt øst for Amboseli på sydvestsiden af en højderyg med sublim udsigt over savannen mod Kilimanjaro. Parken har kun to små camps og derfor færre turister end Amboseli, hvilket giver en mere eksklusiv safarioplevelse, der dog desværre også er væsentligt dyrere.

Chyulu Hills grænser mod øst op til den gigantiske nationalpark, Tsavo. Omkring både Amboseli og Chyulu Hills bor en del masaier og adskillige af deres små landsbyer tager gerne mod besøgende, så man kan få et indblik i deres traditionsrige liv. Parkerne ligger ca. 250 km sydøst for Nairobi med gode asfaltveje det meste af strækningen.

Højdepunkter:

  • Betagende udsigt over den klassiske savanne med Kilimanjaro i baggrunden
  • Mange og store flokke af elefanter med talrige ”pragteksemplarer”

Højsæson: Januar til marts og juli til oktober

HAR DU SPØRGSMÅL?

Kundeservice

Email: info@safarieksperten.dk

Telefon:56 36 25 45