« Tilbage

Chobe National Park

Nationalparken har en yderst varieret natur og dækker overordnet set to meget forskelligartede områder. Nordligst ligger parken på den sydlige bred af Zambezi-flodens store biflod, Chobe-floden, på den let skrånende savanne med mange store træer ned mod denne. Floden danner også grænse mod Namibias Kaprivi provins. I denne del af parken er elefanter ubetinget det dominerende dyr på en safari, uanset om den foregår i bil eller på floden i en båd, der er områdets speciale.

Omkring halvdelen af Botswanas imponerende bestand på mere end 100.000 elefanter lever i Chobe, hvilket tydeligt ses på mange af træerne, som de er hårde ved i jagten på friske blade og bark. Sammen med de nærmeste omgivelser udgør dette simpelthen Afrikas største elefantbestand – og dermed verdens største. Det er generelt muligt at komme rigtig tæt på elefanterne såvel på land som fra vandsiden. Langs og i floden ses desuden masser af flodheste samt store flokke af bøfler, der nogle gange kan bestå af mere end 1.000 dyr. Disse er de lokale løvers yndlingsbytte, men jagten er typisk henlagt til den tættere vegetation lidt væk fra floden. Der findes også mange andre store planteædere, bl.a. stor kudu, roan-antilope, sabel-antilope og impala.

Parkens sydlige dele udgøres af sandede jorde omkring Savute kanalen, der kun periodisk har vand, og Savute sumpene, der hyppigt udtørrer. Her er landskabet mere åbent og der er knap så mange elefanter, men alligevel nok til at nogle af de lokale løveflokke har specialiseret sig i at fange unge individer, som de får isoleret. I dette område er giraffer almindelige, og i perioder ses mange zebraer, der på disse kanter har det man kalder skyggestriber i midten af de hvide striber. Leoparder, plettede hyæner og vilde hunde findes i hele parken, mens geparder primært holder til på den flade savanne omkring Savute. Især omkring Chobe-floden og de mest vandrige dele af Savute er der et imponerende fugleliv af vandlevende og fiskeædende arter, mens der på savannen især ses mange gribbe og ørne. Byen Kasane på grænsen til Chobe i nordøst eller Victoria Falls ca. 80 km mod øst udgør oftest porten til parken – eller afslutningen på en safari herfra.

 

Højdepunkter:

  • Stemningsfuld sejltur på Chobe-floden med masser af fugle og storvildt
  • Elefanter, elefanter, ….. : Kontinentet og dermed verdens største bestand!
  • Savute-kanalen og Savute-sumpenes rige dyreliv med store dyreflokke

Højsæson: Juli til oktober

HAR DU SPØRGSMÅL?

Kundeservice

Email: info@safarieksperten.dk

Telefon:56 36 25 45